Nyt konsulenthus køber konkurrent efter bare ét år

 

For kun et år siden trådte konsulenthuset &Peopl ind på markedet med en ambition om at gøre tingene anderledes i en ellers traditionel branche.

 

Nu tager virksomheden et stort skridt og har netop indgået aftale om opkøb af konkurrenten Adminto, der i nu ti år har leveret interim assistance inden for økonomi og regnskab.

 

Opkøbet kommer allerede i &Peopls første leveår. På bare 12 måneder er konsulenthuset vokset til 25 medarbejdere og tre lokationer - og tager nu springet fra udfordrer til opkøber med købet af den veletablerede konkurrent Adminto.

 

“Vi mener det, når vi siger, at vi vil være blandt de førende i markedet. Det her er et vigtigt skridt og et klart signal om, hvor vi vil hen. Men stadig med fuldt fokus på det, der gør os til &Peopl – nemlig, at vi sætter mennesker før måltal”, siger Emil Uggerhøj la Cour, direktør og partner i &Peopl.

 

Fælles baggrund – fælles værdier

Adminto er stiftet af Henning Kristiansen, der - ligesom stifterne af &Peopl - har en baggrund fra de store konsulenthuse. Det var også her, parterne oprindeligt lærte hinanden at kende. Siden &Peopls opstart har de haft et tæt samarbejde, og det er netop dét samarbejde, der nu danner grundlag for opkøbet.

“Jeg har fået andre henvendelser, men &Peopls måde at se mennesker på - både kunder og medarbejdere - var afgørende for mig. Samtidig giver det mig mulighed for at være en del af noget større, få kolleger og stadig sikre, at mine kunder bliver mødt med samme faglighed og ordentlighed som i dag,” siger Henning Kristiansen.

 

Et tydeligt signal til markedet

Med opkøbet af Adminto markerer &Peopl sig som et nyt bud på, hvordan et konsulenthus kan bygges og drives i en ellers traditionel branche. Virksomheden er stiftet af erfarne profiler fra de store konsulenthuse med en ambition om at skabe en forretning, hvor mennesket kommer før måltal – både i relationen til kunder og i hverdagen for medarbejderne.

 

Den tilgang har på kort tid tiltrukket rådgivere fra de helt store konsulentorganisationer og skabt grundlag for en hurtig udvikling. Opkøbet af Adminto er derfor ikke kun et spørgsmål om vækst, men et udtryk for en strategisk retning, hvor kultur, faglighed og relationer er centrale konkurrenceparametre.

 

“Vi er ikke i gang med et oprør mod branchen. Vi er i gang med at bygge den næste version af den,” siger Emil Uggerhøj la Cour.


Emil Uggerhøj la Cour

Direktør & Partner

Om &Peopl

 

&Peopl er et konsulenthus inden for CFO-services, stiftet i 2024. Virksomheden tilbyder bl.a. outsourcing af økonomifunktionen, rådgivning inden for økonomistyring, ESG, digitalisering og HR.

 

  • Stiftet: 2024
  • Grundlæggere: Emil Uggerhøj la Cour, Jesper Lohmann Andersen, Anette Vassard Willadsen, Morten Bradsted Nielsen og Morten Larsen
  • Lokationer: Aarhus, Aalborg, København
  • Partnerkreds: Grundlæggere + Simon Holst Tøgersen og Torben Toft Kristensen

Om Adminto

 

Adminto ApS leverer interim-ydelser inden for økonomi og regnskab. Virksomheden stiller midlertidige kompetencer til rådighed for både private og offentlige virksomheder – på deltid, fuld tid eller projektbasis.

  • Stiftet: 2016
  • Grundlægger: Henning Kristiansen